Kun få timer fra den danske grænse finder du dramatiske bjerge, storslåede naturoplevelser, spejlblanke søer og skove så dybe, at man må have brødkrummer i lommen for at finde hjem igen
Harzen ligger nærmest lige i baghaven, og selvom området ikke er meget større end Fyn, gemmer det alligevel på ualmindeligt mange skønne naturoplevelser og et væld af gamle, smukke byer, der bare må opleves.
Storslåede naturoplevelser
Harzen ligger kun ganske få timers kørsel fra den danske grænse, hvor det er en del af de tre tyske delstater Niedersachsen, Sachsen-Anholt og Thüringen. Området er ikke særligt stort – men det er oplevelserne til gengæld! Harzen gemmer nemlig på overmåde skønne naturoplevelser, uanset om du foretrækker stille vandreture eller det helt store adrenalinsus. Den skønne natur er en af de mange grunde til, at Harzen er en populær feriedestination for alle, der elsker frisk luft.
Vandring i Harzen
Det er særligt populært at vandre i Harzen, fordi man altid er garanteret en tur i ualmindeligt smukke omgivelser. Vandrestier er anlagt på kryds og tværs over området, og der er derfor mulighed for at vælge lige præcis den tur, du ønsker. I Harzen kan du sågar bestige et bjerg uden at skulle klatre. Der er flere steder anlagt vandreruter med fornuftig stigning hele vejen til toppen, så du ikke behøver den helt store indsats for at sikre dig en fantastisk udsigt.
Drypstenshuler – en verden under jorden
Harzen er også leveringsdygtig i et utal af skønne drypstenshuler. Under jordens overflade har et væld af smukke drypstenshuler formeret sig og skabt en hel verden under jorden. Besøg særligt Rübeland, hvor de to drypstenshuler Baumannshöhle og Hermannshöhle har hjemme. De hører til de mest kendte drypstenshuler i Tyskland – og faktisk også de ældste. Hulerne åbnede op for besøgende allerede i 1649, hvilket er tysk rekord.
Harzen Nationalpark
Det er svært at komme uden om Harzen Nationalpark – bogstavelig talt! Nationalparken dækker ikke mindre end 25% af Harzens samlede areal, fra Brocken og Herzberg i syd til Bad Harzburg og Ilsenburg i nord. Parken er blandt 16 tyske nationalparker, hvor flora og fauna får lov til at blomstre uden den store menneskelige indblanding.
Store dele af parken har i mange år været overladt til sig selv. Det unikke klima har skabt et enestående og artsrigt bjergvildnis, og området er karakteriseret ved vidtstrakte bøgeskove og ældgamle granskove. Området er smukt, og det er oplagt at besøge parken for at tage på vandreture blandt de mange stier, der snor sig gennem området og tilsammen udgør over 300 kilometers trasketur. Hvis I har heldet med jer, kan I både spotte vildsvin, krondyr, vaskebjørne – og måske endda en los!